Det skal ikke være nogen hemmelighed at det ømme punkt på Æblelunden er vores ynkelige bøgehæk. Hækken blev sat i efteråret 2009 og efter 2 hårde vintre har den nærmest været i minus vækst.
Vores nabo havde så besøg af en anlægsgartner med en del år på bagen og han gav os følgende fif.
Kør ud i en bøgeskov, skrab de øverste blade væk og tag så noget af jorden med hjem. Det er så vidt jeg lige forstod noget med en svamp.
Som sagt så gjort. Vi pakkede termokanden og de nybagte boller og drog på skovtur til Tolne Skov. Den praktiske del af turen fik vi hurtigt overstået, det blev til nogle sække med bøgetræsmuld. Derefter var det tid til hygge og gåtur i den smukke skov.
Mulden er nu lagt ud i et tyndt lag rundt om hækplanterne. Det bliver spændende om det virker..... Om ikke andet, så havde vi nogle smadder hyggelige timer i skoven :-)